Instagram Facebook
 

FAQ

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Det er vigtigt, at du tænker dig godt om, inden du vælger oversættelsesleverandør. Der er nemlig en del faldgruber inden for oversættelsesfaget – det har mange måttet lære på den hårde måde. At vælge den forkerte oversættelsesleverandør kan hurtigt blive en frustrerende og omkostningsfuld proces. Sørg derfor for at sætte dig ind i, hvilke kvalifikationer der skal til for at levere det resultat, du håber på, og hvordan du kan sikre dig, at oversætteren har de rigtige kompetencer. Vi forstår, at det ikke alene er et vigtigt, men også et svært valg. Derfor har vi samlet nogle spørgsmål og svar, som kan hjælpe dig i din søgen efter den perfekte oversættelsespartner.

Hvordan finder jeg den rigtige oversætter?

Det er supervigtigt, at du finder det rigtige match mellem opgave og oversætter, samt at du bruger lidt tid på processen – ligesom når du skal have hjælp til dine regnskaber, kontrakter, hjemmesider og andre vigtige opgaver. Det rigtige match afhænger af opgavens karakter. Er der fx tale om oversættelse til ét eller flere sprog? Og hvad er emnet?

Inden for oversættelsesbranchen er der desværre mange brodne kar, og mange byder sig til uden at have forudsætningerne for at oversætte.

Vi hjælper dig med at navigere uden om de gængse faldgruber. Derfor har vi lavet en tjekliste, som er god at have ved hånden, når du tager den første kontakt; en tjekliste med spørgsmål, du bør stille, og oplysninger, der bør indgå i dit beslutningsgrundlag. Læs også om den professionelle oversætteruddannelse under spørgsmålet: ”Hvilken uddannelse har en professionel oversætter?”.

Tjekliste: Sådan finder du den rigtige oversætter

  1. Har oversætteren en lang videregående uddannelse inden for sprog og/eller oversættelse?
  2. Hvilken erfaring har oversætteren med dit emne og fagområde?
  3. Kan oversætteren fremvise et såkaldt oversætter-cv, så du kan se, hvilke projekter og evt. kunder oversætteren har arbejdet med?
  4. Er der mulighed for at trække referencer, eller findes der sider, hvor kunder har udtalt sig om eller bedømt oversætterens ydelser?
  5. Er oversætteren villig til at lave en testoversættelse af en tekst med jeres terminologi og jargon? En testoversættelse giver jer uden tvivl et bedre beslutningsgrundlag.
  6. Hvad koster opgaven? Prisen bør selvfølgelig indgå i beslutningsgrundlaget, men lad den ikke være afgørende. Det kan hurtigt komme til at koste dyrt, hvis du efterfølgende skal bruge tid på at klage over og få rettet op på kvaliteten af dårligt udført arbejde.

Hvis du har behov for at få oversat dine tekster til mange forskellige sprog, er din opgave bedst løst af et større oversætterbureau. De større bureauer har den kontaktflade og skala, der er behov for, når du skal have oversat dine tekster til mange forskellige sprog. Du skal være opmærksom på, at kvalitetsaspektet kan blive udfordret i en proces med større bureauer og mange sprog, som du ikke selv forstår. Har din virksomhed lokale medarbejdere, der taler de sprog, der oversættes til, er det derfor en god ide at alliere dig med dem og få deres hjælp til kvalitetssikring. Nogle oversættelsesbureauer er ISO-certificerede og forpligter sig derved til udelukkende at bruge oversættere, der har den fornødne uddannelse og erfaring. ISO-standarden for oversættelse hedder ISO 17 100.

iSay står altid klar til at hjælpe dig med råd og vejledning – også i forhold til valg af leverandør af andre sprogydelser end dem, vi tilbyder via vores hjemmeside.

Hvad koster en oversættelse?

Prismodellen for oversættelser er anderledes skruet sammen, end vi kender det fra andre ydelser. Vi beregner en pris pr. ord. Ud fra antallet af ord kan vi estimere, hvor lang tid vi skal bruge på oversættelsen og dermed, hvad opgaven bør koste.

Ordprisen afhænger af forskellige forhold – først og fremmest tekstens emne og oversætterens kvalifikationer. Under andre spørgsmål kommer vi ind på faldgruberne i oversættelsesbranchen, hvoraf den største er ufaglærte, der byder sig til – typisk til en pris, der er lavere end den, professionelle oversættere tager. Tunge tekniske tekster, juridiske forsikringstekster og andre tekster, der anses for at være mere komplekse eller kræver en højere grad af kreativitet (såsom kreative oversættelser), vil som regel også udløse en højere pris.

Hvis din tekst indeholder mange gentagelser, tilbyder vi rabat. Det vil fx være tilfældet, hvis du har fem enslydende kundebreve, men med fem forskellige målgrupper, hvor kun enkelte ord eller formuleringer er skiftet ud.

Bestil oversættelse
Hvorfor er der forskel på priserne for oversættelse?

Der er mange faldgruber inden for oversættelsesbranchen. Og noget af det, vi, der arbejder professionelt med oversættelse, oplever, er, at vi ”konkurrerer” med ufaglærte. Så forklaringen på prisforskellene ligger faktisk ligefor: Du får det, du betaler for.

Du kan sammenligne det med prisforskellene i supermarkederne. Nogle steder betaler vi lidt mere for varerne. Men så er kvaliteten af produkterne og hele serviceoplevelsen også bedre, end når vi handler i de billige supermarkeder. I de dyrere supermarkeder har du adgang til en sommelier, en slagter, en fiskehandler og en grøntekspert, som hver især har stor indsigt og viden inden for hvert deres felt. Denne viden om og stolthed omkring deres produkter vil de gerne dele med dig – de ønsker nemlig, at du opnår det bedste resultat med det, du skal bruge produkterne til. Hvis du ser søgende ud, opsøger de dig og guider dig til de rigtige valg.

Hvis du fortæller sommelieren, at du planlægger at overraske og imponere din partner på jeres bryllupsdag, vil han anbefale dig en velsmagende Barolo frem for den Liebfraumilch, du har lagt i kurven. For kvaliteten af vinen skal selvfølgelig matche den lækre, dyre bøf, du lige har købt hos slagteren, så smagsoplevelsen ikke falder til jorden! Fageksperterne hjælper dig til succes, og de brænder for det de laver. Sådan er det også med professionelle oversættere. Vi sætter en stor ære i at levere et produkt, der hjælper dig med at realisere dine mål.

Hvordan får jeg hurtigt oplyst en pris?

Inden du indleder jagten på den rigtige oversætter, bør du gøre dig selv (og oversætteren) den tjeneste at definere din opgave. Så kan du nemlig hurtigt give oversætteren de oplysninger, der skal til for at kunne beregne en pris.

Vi har lavet en skabelon, du kan bruge som inspiration til de oplysninger, oversætteren skal bruge:

  • Teksttype (hjemmeside, vejledning, brochure, app, etc.)
  • Kilde- og målsprog, dvs. det sprog, der oversættes fra og til (dansk-engelsk, svensk-norsk, tysk-dansk, etc.)
  • Emne (energi, e-learning, jura, business, etc.)
  • Antal ord (kopiér evt. ind i Word, og lav ordoptælling)
  • Format (Word, PDF, Excel, etc.)
  • Ønsket leveringsdato
  • Skal oversættelsen være tekstnær, eller er der behov for kreativitet?
  • Skal oversættelsen bruges online, og skal den i givet fald SEO-optimeres?
Bestil et tilbud
Hvad koster det at få læst korrektur?

Korrekturlæsning afregnes som udgangspunkt på timebasis.

Når vi arbejder med korrektur, skelner vi mellem almindelig korrekturlæsning og sprogrevision (også kaldet sprogvask). I en korrekturlæsning “støvsuger” vi din tekst for stave- og tegnsætningsfejl. Men i en sprogvask går vi til den med “grundrens” og kan bl.a. finde på at ommøblere din tekst, så sprog og budskaber står knivskarpt.

Bestil korrekturlæsning
Oversætter, translatør, tolk – hvad er forskellen?

Forskellen på en tolk og en translatør er simpel: Translatøren beskæftiger sig med skriftlig oversættelse, mens tolken beskæftiger sig med mundtlig oversættelse.

Som translatører er vi inde over mange forskellige teksttyper. Det kan være alt lige fra den software, der ligger på din telefon, til hjemmesider, kontrakter, årsregnskaber, brugervejledninger, brochurer, bøger og meget andet.

Inden for tolkning findes der tre forskellige discipliner: Konsekutiv tolkning, simultantolkning og hvisketolkning. Mange kender tolke fra EU-sammenhæng, men tolke beskæftiger sig ligesom translatører med en lang række forskellige fagområder og kan fx også være ansat som rets- eller polititolke.

På den 5-årige cand.ling.merc.-uddannelse bliver man uddannet som både tolk og translatør. Langt størstedelen af os vælger dog at koncentrere os om den ene af disciplinerne.

iSay tilbyder ikke tolkning, men vi henviser gerne til andre, der gør.

Titlen som oversætter er ikke beskyttet og bruges derfor også af personer, der ikke har relevant uddannelse og erfaring. En relevant uddannelse behøver ikke at være cand.ling.merc.-uddannelsen, men kan også være en tilsvarende uddannelse fra et udenlandsk universitet.

Mange translatører (i betydningen “oversættere uddannet som cand.ling.merc. ved CBS”) refererer til sig selv som oversættere, fordi det er en titel, alle kender og knytter til den type ydelser, vi leverer.

Hvilken uddannelse har en professionel oversætter?

Under spørgsmålet ”Oversætter, translatør, tolk – hvad er forskellen?” kan du læse om forskellen på at kunne kalde sig henholdsvis oversætter, translatør og tolk. I grove træk handler det om, at titlen som oversætter er mere generisk, og at alle derfor i princippet kan kalde sig oversættere. Translatørtitlen krævede derimod frem til afskaffelsen i 2016, at man havde afsluttet en kandidatuddannelse i oversættelse, dvs. en uddannelse som tolk og translatør ved CBS, også kaldet cand.ling.merc.

Tolk – og translatøruddannelsen, som i dag har en anden form, gennemførtes ved Handelshøjskolen i København (CBS). Første del af studiet var en 3-årig bacheloruddannelse; anden del en 2-årig kandidatgrad.

Ud over at gå i dybden med oversættelse af tekster inden for bl.a. tekniske, finansielle og juridiske fagområder blev man på studiet undervist i oversættelsesteori, tekstlingvistik, pragmatik, tekstanalyse, morfologi, syntaks, semantik og grammatik samt kulturelle, politiske og samfundsmæssige forhold i det eller de lande, de relevante sprog tales.

Hvordan sikrer I, at oversættelserne har en høj kvalitet?

Processen er mere omfattende, end de fleste forestiller sig. Vi kaster os nemlig ikke bare over din tekst, i det øjeblik den lander i vores indbakke.

Processen bag en 100 % gennemarbejdet oversættelse er denne:

  1. Læs kildetekst
  2. Research på nettet og/eller i fagbøger, læs referencemateriale (hjemmeside, style guide, etc.)
  3. Oversæt (dette trin kalder vi for grovoversættelsen, for her produceres den første oversættelse, som typisk justeres flere gange før levering)
  4. Finpuds (sprog og formuleringer justeres, til der opnås et naturligt og flydende sprog)
  5. Første kvalitetssikring: Kontrollér uoverensstemmelser mellem kilde- og måltekst (fx i forhold til beløb eller årstal)
  6. Anden kvalitetssikring: Udfør almindelig stavekontrol, tjek for dobbelte mellemrum, ser layoutet rigtigt ud, etc.

Når vi indleder et samarbejde, lægger vi vægt på, at vi får så mange relevante oplysninger om din virksomhed og jeres produkter som muligt. Det giver os de bedste forudsætninger for at levere et resultat, som du bliver tilfreds med. Vi lægger vægt på dialog og feedback i opstartsfasen, så vi hele tiden bliver skarpere på terminologi og “tone of voice”. Det handler om at finde frem til et sprog, I kan identificere jer med. Og det sprog skal vi samarbejde om at finde.

Hvad er en SEO-oversættelse?

En SEO-oversættelse er ikke det samme som en SEO-optimering, der er en meget mere omfattende ydelse, som en SEO-ekspert står for. En SEO-oversættelse er en oversættelse, der er SEO-optimeret. Det betyder i grove træk, at vi sørger for at implementere de søgeord, din virksomhed eller SEO-ekspert har identificeret, i vores oversættelser.

Man skal ikke undervurdere betydningen af SEO-optimering. SEO-optimerede tekster giver dig en konkurrencemæssig fordel, fordi dine tekster bliver relevante i forhold til de ord, brugerne anvender, når de søger på Google. De hjælper dig med at rangere højere i søgemaskinerne, så flere brugere ledes ind på din hjemmeside. Hvis din oversættelse skal bruges online, er det derfor vigtigt, at du overvejer, om der er behov for at bestille en SEO-oversættelse.

iSay kan hjælpe med at formidle kontakt til SEO-eksperter.

Bruger I maskinoversættelse?

Alle oversættelser bestilt via iSay er 100 % menneskeoversatte. Vi bruger ikke maskinoversættelse.

Men nogle oversættervirksomheder gør. Og er det nu også så slemt? Det er der ikke noget entydigt svar på. Men grundlæggende skal du vide, at maskinerne ikke kan levere samme høje kvalitet som mennesker. Maskinerne behandler den tekst, du propper i munden på dem – de forholder sig ikke til konteksten. Og de kender ikke til fx samfundsforhold, lokale forhold, kultur, geografi, historie og andre forhold, der kan være afgørende for, hvordan vi oversætter en tekst. Så du risikerer ikke alene, at din tekst bliver spyttet ud i et volapyksprog, men også at den bliver faktuel forkert.

En anden almindelig kendt udfordring med maskinoversættelse er, at ord kan oversættes på mere end én måde alt efter den sammenhæng, de optræder i. Det kan man desværre ikke bare lære maskinen.

Når det gælder Google Translate, skal du tænke dig ekstra godt om. Værktøjet er nyttigt til nogle formål. Men når du først har fodret Google med din tekst, giver du Google lov til at bruge dit indhold til tid og evighed. Så hvis dine tekster indeholder personlige eller fortrolige oplysninger, skal du undlade at bruge Google Translate. Tænk persondatalov og fortrolighedsklausuler. Eller tænk dig bare godt om!

Betyder det så, at maskinoversættelse er ubrugeligt?

Nej. Men hvis du alligevel vælger at bruge det, så hold dig til tekster, som er støvsuget for personlige og fortrolige oplysninger, og lad være med at bruge oversættelserne i en seriøs eller professionel sammenhæng.

Der findes også private maskinoversættelsesplatforme, hvor nogle har vist sig overraskende gode til tekster med en ensartet sætningsopbygning og mange kontekstuafhængige standardformuleringer, fx visse vejledninger og kontrakter. Oversættelserne skal dog til enhver tid gennemgås af sprog- og fageksperter, da maskinerne uden tvivl har deres begrænsninger.

Under SEO-oversættelser kan du læse om de særlige ulemper, der er ved at bruge maskinoversættelse til tekster, der skal være SEO-optimerede.