Netværk, Corona og jobmotivation
Jeg skal ellers lige love for, at alting kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Intet arbejde, meget arbejde. Ingen motivation, høj motivation. Corona. Lande, der lukkes ned.
For et halvt år siden var det mig, der var ved at lukke min oversætterbiks ned. Opgavetørke over en alt for lang periode. Den is i maven, der skal til for at være selvstændig, smeltede langsomt og støt. Men jeg elsker mit arbejde – at oversætte, nørde med sprog, drive forretning, være min egen chef. Så jeg fulgte et råd om at række ud til mit netværk. Det synes jeg egentlig overhovedet ikke var fedt. At bede andre om hjælp. Men jeg gjorde det, fordi jeg havde alt at vinde og meget at tabe.
Netværk kan noget. I mit netværk er der fx mange gode råd at hente. Og det var netop ét af disse råd, der gjorde, at jeg kunne begynde at vende skuden. Omlægge min strategi. Bl.a. at drosle ned på bureaukunder og få flere direkte kunder.
Konkret betyder det, at jeg har fået flere kunder og opgaver. Og at jeg ikke skal dele betalingen for mit arbejde med et (for mig) unødvendigt led. Det er mere tidskrævende for mig, men meget mere meningsfuldt, værdifuldt og motiverende.
Hvorfor?
Fordi jeg selv har den direkte kontakt med den person eller virksomhed, jeg skal oversætte for. Det betyder, at jeg har hurtig, effektiv adgang til de vigtige oplysninger, materialer og andet, som er afgørende for en god proces og kvalitet. Så de tekster, jeg leverer, bliver skrevet med kundens terminologi og tone of voice, har et godt flow og ikke bliver for mekaniske (ord for ord- og sætning for sætning-oversættelser).
I disse Corona-dage har jeg mere travlt end nogensinde. Mange virksomheder skal have oversat deres vigtige Corona-budskaber mellem dansk, engelsk og nordiske sprog. Ligesom vi oplevede det med miljø, bæredygtighed og GDPR. Og sådan kan en oversætter på ganske kort tid udvikle nye kompetencer og blive ekspert i nye emner.
Selvom der til tider skal arbejdes hårdt for at hente opgaver hjem, bliver jeg sjældent træt af mit arbejde som oversætter. Jeg lærer noget nyt hver dag. Og synes, det er spændende og sejt, at jeg driver min helt egen forretning med alt, hvad det indebærer. Det er mere værdifuldt for mig end at have fast løn og faste rammer.
Tak til mit netværk for råd, til mine kunder for at motivere mig og til andre, der læser med.
Pas på jer selv og hinanden!